Vedtægter

Vedtægter for Horsens Fællesantenne-Forening

§ 1. Navn og hjemsted.
Foreningens navn er Horsens Fællesantenne-Forening. Foreningens hjemsted er Horsens Kommune.

§ 2. Formål.
Foreningens formål er at eje, drive og administrere et fællesantenneanlæg for Horsens-området for udsendelse af radio- og fjernsynssignaler samt alle former for netværksservices

§ 3. Medlemsforhold. 

  1. Som medlemmer optages alle, herunder såvel enkeltpersoner som ejere af udlejningsejendomme samt boligforeninger/-selskaber, der har underskrevet tilslutningskontrakt med foreningens materielle leverandør, forudsat disse ikke er i restance til foreningen.

  2. Hvert medlem betaler kontingent til foreningen, for hver tilslutning medlemmet råder over. Kontingentet - som er afhængig af den valgte programpakke - fastsættes på den ordinære generalforsamling for det næstkommende år på baggrund af de forventede priser på programpakker og forventede udgifter til foreningens drift. Medlemskontingentet erlægges og opkræves efter bestyrelsens nærmere beslutning. Ændring i programpakke kan kun ske med 1 måneds skriftligt varsel til udgangen af et kalenderkvartal. Dog kan der frit ske ændring fra en  billigere til en  dyrere programpakke. Ved ændring i valget af programpakke er foreningen berettiget til at opkræve det af bestyrelsen til enhver tid fastsatte ændringsgebyr.

  3. Såfremt et medlem ikke opfylder sine betalingsforpligtelser af enhver art, kan bestyrelsen efter forgæves skriftligt påkrav lade medlemmers forbindelse med anlægget afbryde, uden at medlemmet af denne grund erhverver noget krav mod foreningen. Det samme gælder, hvis medlemmet eller andre ikke af foreningen godkendte personer foretager indgreb i antenneanlægget eller stikket. Gentilslutning kan først ske, når medlemmet har betalt alle restancer samt det til enhver tid gældende gebyr for gentilslutning. Betalingsforpligtelserne påvirkes ikke af midlertidige afbrydelser af signalerne eller forbindelsen med anlægget.

  4. Såfremt et medlem ikke opfylder de af medlemsskabet betingede forpligtelser, eller medlemmet handler til skade for foreningen, kan medlemmet ekskluderes ved bestyrelsesbeslutning. Et ekskluderet medlem kan ved skriftlig meddelelse til bestyrelsen fordre eksklusionen indbragt for førstkommende ordinære generalforsamling. Sådan indbringelse har ikke opsættende virkning med hensyn til frakobling af anlægget. Et medlems misligholdelse med hensyn til betalingsforpligtelser med heraf følgende eksklusion kan ikke indbringes for generalforsamlingen.

  5. Tilslutningen til fællesantenneanlægget, som medlemmerne har betalt materielleverandøren for, kan medlemmet overdrage til tredjemand såvel i tilfælde af, at tilslutningsadressen ændres som i situationer hvor der alene sker ejerskifte, såfremt overdragelsen godkendes af foreningen, og der betales det til enhver tid fastsatte gebyr herfor. Godkendelse kan nægtes såfremt køber eller sælger har restancer til foreningen eller køber tidligere er ekskluderet af denne. Et medlem kan ligeledes ændre tilslutningsadressen uden, at der sker ejerskifte mod at betale det til enhver tid fastsatte gebyr herfor. Hvis et medlem har været udmeldt af foreningen og der senere anmodes om indmeldelse og gentilslutning af medlemmets tilslutning, uanset om det er medlemmet eller tredjemand der anmoder herom, opkræves der et særligt gebyr herfor. Der skal underskrives enten Ejerskifteerklæring, Overdragelseserklæring eller Flytteerklæring i de ovennævnte tilfælde.

  6. Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt med 1 måneds varsel til regnskabsårets udløb

§ 4. Generalforsamling. 

  1. Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed i alle anliggender.

  2. Ordinær generalforsamling afholdes i Horsens hvert år inden udgangen af oktober måned. Forslag fra medlemmerne må, for at blive behandlet på generalforsamlingen, være indgivet i skriftlig form til bestyrelsen inden den 15. september. Annonce om indgivelse af forslag indrykkes i Horsens Folkeblad eller andet lokalt blad ultimo august måned og offentliggøres på foreningens hjemmeside. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
     - 1. Formandens beretning.
     - 2. Forelæggelse af revideret regnskab til godkendelse.
     - 3. Bestyrelsens forslag til programsammensætning/kontingent for det kommende år.
     - 4. Indkomne af forslag i øvrigt.
     - 5. Valg af bestyrelsesformand (såfremt denne er på valg).
     - 6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.
     - 7. Valg af suppleanter.
     - 8. Valg af revisor.

  3. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det fornødent eller mindst 5% af de enkelte brugere/tilslutninger eller et enkelt medlem, der råder over mere end 300 stemmer, skriftligt forlanger det med angivelse af den ønskede dagsorden. Når forlangende om indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling er indkommet til bestyrelsen, skal denne inden 4 uger iværksætte indkaldelse med den angivne dagsorden.

  4. Bestyrelsen indkalder til generalforsamlinger med mindst 1 og max. 4 ugers varsel ved bekendtgørelse i Horsens Folkeblad eller andet lokalt blad og via foreningens hjemmeside. Bestyrelsens forslag til programpakke/kontingent efter § 3 skal fremgå af indkaldelsen, medmindre dette ikke kan nås på grund af manglende afslutning af forhandlingerne med programleverandøren. Såfremt der er indkommet forslag til dagsordenens punkt 4 skal det fremgå af indkaldelsen.

  5. Bestyrelsen udpeger en dirigent til at lede generalforsamlingen. Kun de på dagsordenen optagne forhandlingsemner kan sættes under afstemning på generalforsamlingen. Alle beslutninger på generalforsamlingen træffes ved almindelig stemmeflerhed medmindre andet fremgår af nærværende vedtægter. Vedtægtsændringer kræver tilslutning fra mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Stemmeafgivningen sker ved håndsoprækning. Stemmeafgivning ved valg sker dog skriftligt, såfremt det forlanges af 1/10 af de tilstedeværende medlemmer. Generalforsamlingens dirigent kan bestemme, at stemmeafgivningen skal ske skriftligt, såfremt han finder det fornødent. For så vidt angår afstemninger vedrørende bestyrelsens forslag til programsammensætning og kontingentfastsættelse, tilkommer stemmeretten den enkelte bruger/tilslutning og enhver tilsluttet husstand har én stemme. Stemmeafgivelsen forudsætter fremvisning af kvittering af seneste husleje, hvoraf skal fremgå, at der betales antenneforeningskontingent, eller anden dokumentation for, at der betales antenneforeningskontingent. Der kan i disse tilfælde ikke stemmes ved fuldmagt. For så vidt angår alle øvrige afstemninger, tilkommer stemmeretten det enkelte medlem jfr. § 3.1 og ethvert medlem har én stemme pr. tilslutning det pågældende medlem råder over. Enhver stemmeafgivning forudsætter fremvisning af kvittering for betaling af seneste kontingentopkrævning. Stemmeafgivning kan ske ved fuldmagt.

  6. Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, som underskrives af dirigenten.

 

§ 5. Bestyrelse. 

  1. Bestyrelsen varetager foreningens daglige ledelse. Beslutninger, der indebærer økonomiske forpligtelser for de enkelte medlemmer, skal forelægges generalforsamlingen.

  2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges af generalforsamlingen tillige med 2 suppleanter. På generalforsamlingen vælges først formanden, såfremt han/hun er på valg. Enhver stemmeberettiget kan bringe emner i forslag, og valget foregår således, at de stemmeberettigede afgiver det antal stemmer, de råder over på en kandidat. Valgt er den kandidat, der opnår flest stemmer. Efter valg af formand går generalforsamlingen over til valg af den øvrige bestyrelse. Enhver stemmeberettiget på generalforsamlingen kan bringe emner i forslag. Valget foregår herefter således, at hver stemmeberettiget afgiver det antal stemmer, han/hun råder over, på det antal bestyrelsesmedlemmer, der er på valg. Valgt til bestyrelsen er herefter de kandidater, der har opnået flest stemmer. Efter valg af formand og bestyrelse går generalforsamlingen over til valg af suppleanter. Enhver stemmeberettiget på generalforsamlingen kan bringe emner i forslag. Valget foregår herefter således, at hver stemmeberettiget afgiver det antal stemmer, han/hun råder over, på det antal suppleanter, der skal vælges. Valgt som suppleanter er herefter de kandidater, der har opnået flest stemmer. Ét enkelttilslutningsmedlem skal vælges til bestyrelsen, hvilket dirigenten må påse. Bestyrelsesformanden samt bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer afgår det ene år og de øvrige bestyrelsesmedlemmer det andet. Suppleanter er på valg hvert år. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen udpeger selv næstformand. Bestyrelsen har bemyndigelse til at ansætte honorarlønnet medhjælp.

  3. Bestyrelsen holder møde så ofte, som formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver dette skriftligt overfor de øvrige medlemmer. Alle beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I bestyrelsen kan der ikke stemmes ved fuldmagt. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når 4 medlemmer er til stede. Er formanden ikke til stede, træder næstformanden i dennes sted. Alle bestyrelsesbeslutninger indføres i en forhandlingsprotokol. Protokollen underskrives af alle bestyrelsesmedlemmer på det næstfølgende bestyrelsesmøde, for så vidt angår fraværende bestyrelsesmedlemmer med tilføjelse af, at disse var fraværende. Et godkendt og underskrevet beslutningsreferat offentliggøres på foreningens hjemmeside. Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er pligtig snarest muligt at gennemføre de af generalforsamlingen vedtagne beslutninger.

 

§ 6. Regnskab. 

  1. Foreningens regnskabs- og kontingent år er fra 1. januar til 31. december.

  2. Bestyrelsen drager omsorg for, at der føres et nøjagtigt og omhyggeligt regnskab over foreningens udgifter og indtægter og sørger for, at medlemsydelser indgår. Der udfærdiges til den årlige generalforsamling et årsregnskab. Det godkendte regnskab offentliggøres på foreningens hjemmeside senest 14 dage efter afholdelse af generalforsamlingen.

  3. Foreningens regnskaber revideres af en statsautoriseret revisor, der vælges af generalforsamlingen. Revisor afgår hvert år, men genvalg kan finde sted.

  4. Revisor har adgang til at efterse alle regnskabsbøger og beholdninger og kan fordre enhver oplysning, som han finder af betydning for udførelsen af sit hverv. Revisor skal i forbindelse med revisionen undersøge, om forretningsgangen er betryggende. Revisor fører en revisionsprotokol.

 

§ 7. Tegning og hæftelse. 

  1. Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og 2 bestyrelsesmedlemmer.

  2. I det omfang bestyrelsen har antaget lønnet medhjælp, kan bestyrelsen bestemme, at den pågældende alene, eller sammen med formanden, kan forpligte foreningen i daglige drifts spørgsmål.

  3. Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.

 

§ 8. Opløsning. 

Til gennemførelse af foreningens opløsning kræves vedtagelse på generalforsamlingen med 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Ved foreningens opløsning skal der hengå mindst 1 og højest 3 måneder mellem de 2 generalforsamlinger. På den sidste generalforsamling vælges et likvidationsudvalg på 3 medlemmer, der skal forestå foreningens afvikling. Foreningens formue anvendes til sådant offentligt eller velgørende formål, som på den sidste generalforsamling opnår mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Kan en sådan majoritet ikke opnås, skal der indkaldes til en ny generalforsamling, hvor anvendelse til formål kan vedtages med simpel majoritet.

Således vedtaget på ordinær generalforsamling den 29. oktober 2014

Se også siderne:  INFORMATION  NYHEDER  |  SERVICE  MEDLEMS INFORMATION

Seneste nyt

Opgradering omkring Langmarksvej (uge8)

Fase 2 - opgradering . . .

VIS NYHED
TV3 Sport

TV3 Sport . . .

VIS NYHED
Ombygning i uge 2

Ombygning i uge 2 . . .

VIS NYHED

Login

Please login using your credentials recived by email when you register.

I forgot my password | Resend activation e-mail

×